Mad, du skal være opmærksom på
Hold øje med, hvad du spiser og se vores liste over, hvilke fødevarer, der som oftest giver krydsreaktioner. Hvis du får kraftige symptomer bør du gå til lægen. Læs mere om de kraftige symptomer på krydsallergi.
Krydsallergi – nødder og selleri
Hvis du får krydsreaktioner af nødder og selleri, bør du være ekstra opmærksom på det, du putter i munden. Der er mange fødevarer, som indeholder nødder og selleri. Husk at tage et ekstra godt kig på varedeklarationen. Selleri og nødder er med på listen over ingredienser, som altid skal stå på varedeklarationen, hvis den indgår som ingrediens.
Dagligvarer og krydsallergi
Hvis du ved, du får krydreaktioner af bestemte fødevarer, så hold ekstra øje med dine dagligvareindkøb. På færdigpakkede fødevarer vil det stå på varedeklarationen, hvad varen indeholder af ingredienser. Læs den altid - også selv om du kender varen. Du kan risikere, at producenten ændrer sammensætningen af ingredienser. Vær ekstra opmærksom på de fødevarer som pakkes ind, mens du venter. De behøver ikke en detaljeret varedeklaration.
Eksotiske frugter og grønsager
Rå eksotiske frugter og grønsager kan give nogle pollenallergikere symptomer. Vær derfor ekstra forsigtig, hvis du får frugt eller grønt, du normalt ikke spiser. Start med at tage små bidder af de eksotiske frugter og grønsager for at teste om du kan tåle dem.