Behandling af pollenallergi
Behandling

Find den rette behandling

Behandling af pollenallergi kan man anvende næsespray, øjendråber, tabletter eller vaccination

Når du er pollenallergiker, er du som regel nødt til at få en eller anden form for høfebermedicin, da det er umuligt at undgå pollen i pollensæsonen. Oplever du gener, selv om du tager høfebermedicin, kan det være en god ide at tage til lægen for at tale om andre behandlingsmuligheder.

Næsespray

Den hurtigste virkning på dine symptomer opnås ved lokal behandling som næsespray med antihistaminer. De virker normalt indenfor ½ time. Der findes også næsespray med enten cromoner eller steroider. Virkningen kommer efter et par dage. Nogle næsesprays kan købes i håndkøb  andre er på recept. 

Derudover findes der en næsespray, som indeholder en kombination af et antihistamin og et steroid.  Den virker inden for 15 minutter på både næse- og øjensymptomer, og bevirker, at dine symptomer forsvinder helt på få dage. Den hurtige virkning skyldes kombinationen af antihistamin og steroid. Denne næsespray findes kun på recept. 

Øjendråber

Den hurtigste virkning på dine symptomer opnås ved lokal behandling med øjendråber, som indeholder antihistaminer. De virker normalt indenfor ½ time. Der findes også øjendråber med cromoner. Virkningen kommer efter et par dage. Og så findes der øjendråber med både antihistamin og cromoner. Nogle produkter kan købes som håndkøb – andre er på recept. 

Tabletter

Ved tabletbehandling med antihistaminer går der normalt mellem ½ - 1 time, før du opnår en virkning på symptomerne. Virkningen varer mellem 8 - 24 timer afhængig af, hvilket produkt du bruger. Der findes flere forskellige, som kan købes i håndkøb. Andre produkter er på recept.

Vaccination

Hvis du har fået allergi overfor pollen, er det også muligt at blive vaccineret – også kaldet immunterapi.  Igennem 3 – 5 år får du løbende injektioner med det stof, du ikke kan tåle. På den måde vænner din krop sig gradvist til det allergifremkaldende stof. Vaccinationen er især effektiv overfor birkepollenallergi og græspollenallergi. Men det er individuelt, hvor godt immunterapi virker, og der er ingen garantier for resultatet. Der findes også en tabletvaccine overfor græs. Denne behandling varer 3 år. Læs mere om allergivaccination.

viatris_logo

Du forlader Allergiguiden.dk

Ved at klikke på "Fortsæt" nedenfor, forlader du dette Viatris-tilknyttede websted for at komme frem på et tredjepartswebsted, der udelukkende er ansvarligt for dets indhold.