Pollenkalender og pollental for Danmark
Pollenkalender og pollental

Pollenkalender og pollental

Når der varsles få pollen, vil kun de færreste med pollenallergi få symptomer, hvorimod de fleste vil opleve gener og symptomer, når der er mange pollen i luften. På pollenkalenderen kan du se de vigtigste allergifremkaldende pollen i Danmark: el, hassel, elm, birk, græs og bynke. Er kurven opadgående og bliver tykkere, kan vi forvente flere pollen. Er den derimod nedadgående og tyndere, er vi højst sandsynligt ovre det værste pollenboom.

Astma-Allergi Danmark og DMI's pollenkalender
Kilde: Astma-Allergi Danmark og Danmarks Meteorologiske Institut
Astma-Allergi Danmark ejer Pollenkalenderen.

Pollental – hvordan skal de forstås?

Pollentallet bliver målt af Danmarks Metrologiske Institut og Astma-Allergi Danmark. Pollentallet er det gennemsnitlige antal pollen pr. kubikmeter luft pr. døgn målt over et døgn fra kl. 13 til kl. 13. Pollentallet måles 15 meter over jordniveau. 

Ud fra dagens pollental, tidligere års målinger og vejrudsigten prøver man at forudsige hvor mange pollen, der vil komme i de kommende døgn. Der varsles i 3 niveauer: lavt, moderat og højt. 

Pollental for hassel

Dagens pollental for hassel bliver sjældent særlig højt.

Lavt Moderat Højt
Under 5 pollen Mellem 5 og 15 pollen Over 15 pollen

Pollental for el og elm

Dagens pollental for el kan godt blive højt.

Lavt Moderat Højt
Under 10 pollen Mellem 10 og 50 pollen Over 50 pollen

Pollental for birk

Dagens pollental for birk kan blive ekstremt højt. Når pollentallet er over 100, vil alle allergikere over for birkepollen får symptomer. Næsten hvert år vil pollentallet for Østdanmark komme op på 1.000 eller mere. Med så høje pollental er det nødvendig for birkepollenallergikere at tage håndkøbsmedicin eller receptpligtigt allergimedicin mod symptomerne. Læs mere om behandling.

Lavt Moderat Højt
Under 30 pollen Mellem 30 og 100 pollen Over 100 pollen

Pollental for græs og bynke

Pollensæsonen for græs er lang, og der er mange dage, hvor dagens pollental for græs er højt, mens dagens pollental for bynke kun få gange om året er over 50.

Lavt Moderat Højt
Under 10 pollen Mellem 10 og 50 pollen Over 50 pollen
viatris_logo

Du forlader Allergiguiden.dk

Ved at klikke på "Fortsæt" nedenfor, forlader du dette Viatris-tilknyttede websted for at komme frem på et tredjepartswebsted, der udelukkende er ansvarligt for dets indhold.