Vejret og pollen

Vejret og pollen

Pollentallet afhænger af vejret

De almindeligste pollentyper, som giver allergisymptomer er: Birk, bynke, el, elm, græs og hassel. Pollensæsonen strækker sig normalt fra midt i februar til september. Under sæsonen er der pollen i luften hele døgnet i større eller mindre grad. I dagtimerne er der flest pollen og færrest om natten. Den største koncentration af pollen er omkring middagstid.

Vejret har betydning for pollentallet

Pollentallene afhænger af vejret. Derfor er det vigtig at holde øje med vejrudsigten, for vejret påvirker pollenmængden i løbet af døgnet og fra dag til dag. Du kan bruge Allergiguidens pollen-app til at holde styr på både pollental og dine symptomer. Læs mere om pollen-appen.

Solrigt og lunt vejr giver mange pollen

Antallet af solskinstimer er interessant for pollenallergikere, da meget sol er lig med mange pollen. Mens der på en overskyet dag vil være færre pollen. Planter og træer sender pollen ud, hvis luftens temperatur er lun, derfor afgiver de mange pollen først på dagen, hvor temperaturen stiger mest.

Regnvejr giver få pollen

Regn, skyer og køligt vejr mindsker antallet af pollen. For det første, fordi regnen vasker pollen ud af luften og ned på jorden. For det andet fordi planterne ikke afgiver pollen i regnvejr. Morgendug kan have den samme effekt. 

Vest er bedst for pollenallergikere

De vestvendte kyster - især vestkysten - har færre pollen, da vi i Danmark hovedsageligt har vestenvind. Det betyder, at pollenet vil flyve ind over land mod øst. Det regner også mere i Vest- og Midtjylland, og det er godt for pollenallergikere, fordi det giver færre pollen i luften.

Klimaændringer giver flere pollen

Igennem de sidste to årtier er perioden, hvor pollensæsonen starter og slutter blevet længere, og den samlede pollenmængde blevet større. For el, hassel, birk og græs er pollenmængderne fortsat stigende, og starten af sæsonen falder tidligere end før. 

Behandling af pollenallergi

Mange allergikere kan blive symptomfrie. Få mere viden om behandlingsmuligheder

Læs mere

Dagens pollental

Se dagens pollental for el, hassel, elm, birk, bynke og græs.

Se dem her