Hvordan stiller lægen diagnosen pollenallergi?
Diagnose

Diagnose af pollenallergi

En priktest anvendes som regel for at fastslå om der er tale om pollenallergi

Hvis du mistænker, at du er blevet allergisk overfor pollen, bør du gå til lægen for at blive testet. Viser det sig, at du er pollenallergiker, kan det være nødvendigt med behandling. Læs mere om behandling her. 

Priktest

For at få afklaret, om du er allergisk over for birke-, græs- og/eller bynkepollen, vil du normalt få lavet en priktest hos lægen. Ved undersøgelsen bliver der sat et stykke tape med numre på din underarm, og ud for hvert tal sættes en dråbe af det stof, du måske er allergisk overfor. Derefter får du prikket et lille bitte hul i huden i hver dråbe. Efter 15 minutter kan det ses, om du har allergi overfor de forskellige pollentyper. Det, du er allergisk overfor, vil give en lille kløende hævelse i huden.

Blodprøve

I visse tilfælde vil lægen vælge at tage en blodprøve i stedet for eller som supplement til en priktest. Du kan blive testet for alle slags pollenallergier med en blodprøve. Svaret på prøven vil komme efter nogle dage, da blodet skal undersøges i et laboratorium.

Hvornår får du symptomer?

Dine resultater fra priktesten og/eller blodprøven vil lægen sammenholde med dine symptomer. Det er en god ide, at skrive ned, hvornår du oplever symptomerne, da birke-, græs-, og bynkepollen optræder på forskellige tider af året. Det kan give lægen en indikation af hvilken pollenallergi, du måske har. Læs mere om pollensæsonen. 

viatris_logo

Du forlader Allergiguiden.dk

Ved at klikke på "Fortsæt" nedenfor, forlader du dette Viatris-tilknyttede websted for at komme frem på et tredjepartswebsted, der udelukkende er ansvarligt for dets indhold.