Behandling

Anafylaksi kræver akut behandling

Allergisk shock kræver akut behandling på hospitalet

Ved anafylaksi (allergisk shock) udvider blodkarrene sig, og det får blodtrykket til at falde. Det kan i værste fald betyde, at man bliver bevidstløs. Det er livsvigtigt at få adrenalin, hvis man får et anafylaktisk shock. Adrenalinet virker direkte på hjerte, blodkar og lunger. Det får blodkarrene til at trække sig sammen, så de livsvigtige dele af kroppen igen bliver forsynet med blod.

Din adrenalinpen kan redde dit liv, hvis du:

  • Altid har den på dig. Det er ikke nok at have en recept i tasken.
  • Ved hvilke symptomer, der er kritiske for dig.
  • Ved, hvordan man bruger den – eller dem omkring dig gør.
  • Sørger for at købe en ny, når den er ved at være for gammel.
  • Husker at skifte den ud, hvis den bliver grumset eller misfarvet.

Behandling på hospitalet af anafylaksi

Den vigtigste behandling er en adrenalinindsprøjtning, også selv om du måske har brugt en adrenalinpen, inden du kommer til hospitalet. Adrenalin vil altid blive givet først.  Derudover kan lægen give dig ilt, binyrebarkhormon, antihistamin, medicin mod kramper eller astmamedicin.  Behandlingen af anafylaksi afhænger af, hvilke symptomer du har, og om du er ved bevidsthed.

Under indlæggelsen vil der også blive taget blodprøver for at fastslå, hvad der har udløst det allergiske shock. Det kan være nødvendigt at blive på hospitalet til observation i op til 24 timer alt efter, hvor svær graden af det anafylaktiske shock er. 

Adrenalinpen

Hvis du har haft et allergisk shock, vil lægen ordinere en adrenalinpen til dig. En adrenalinpen er en klargjort automatisk engangssprøjte, som bruges til akut behandling ved et allergisk shock.

Andrenalinpennen sprøjtes direkte ind i lårmusklen. Du kan selv anvende den som førstehjælp, hvis du pludselig oplever en livstruende overfølsomhedsreaktion. Se hvordan du anvender en adrenalinpen på den korrekte måde.

 

mIcon_warning

Så galt kan det gå

En 20-årig canadisk kvinde døde i 2012 af at kysse sin kæreste. Han havde lige spist en peanutbutter-sandwich. Hun havde desværre ikke husket sin adrenalinpen.

Læs mere her

Chok eller shock?

Chok er en psykisk reaktion, hvorimod shock er en livstruende tilstand, der påvirker hele kroppen.